Skip to main content
Gå til nyhedsoversigt

Uddannelse bør være en del af forretningsstrategien

Kilde Automation har mere end 50 års erfaring med at bygge maskiner og automatisere produktionsprocesser til alle dele af industrien. Det er dog først inden for de seneste par år, at virksomheden for alvor er begyndt at arbejde systematisk og strategisk med uddannelse af medarbejdere. I Kilde Automation spænder uddannelserne fra FVU-kurser i dansk, IT, engelsk og matematik til et akademiuddannelsesmodul i projektledelse og faglært uddannelse for voksne og faglært uddannelse for voksne. Kilde Automation er glade brugere af Aftalt uddannelse, og fabrikschef Frank Stokholm og arbejdsmiljørepræsentant Jan Nygaard Christensen er ikke i tvivl om, at uddannelse er til gavn for både virksomhed og den enkelte medarbejder.

Da Frank Stokholm tiltrådte stillingen som fabrikschef for tre år siden, var uddannelse ikke et fokusområde i Kilde Automation. Men Frank Stokholm, der selv oprindeligt er uddannet værktøjsmager og senere har videreuddannet sig inden for økonomi og ledelse, trak på både egne erfaringer og lyttede til medarbejdernes uddannelsesønsker og har nu gjort uddannelse til et strategisk fokusområde.

Ifølge arbejdsmiljørepræsentant og montør Jan Nygaard Christensen, der har været ansat i Kilde Automation siden 1997, var kulturen tidligere præget af, at medarbejderne kunne komme på et AMU-kursus, når der ikke var for travlt i produktionen. Et uddannelsessyn som både fabrikschefen og arbejdsmiljørepræsentanten er glade for, at der er blevet gjort op med.

– Ser vi på de fag, der er repræsenteret i virksomheden og den udvikling, der er generelt i maskinindustrien, så er vi nødt til at udvikle os hele tiden, fortæller Jan Nygaard Christensen, der bakkes op af Frank Stokholm.

– Det er en fejl kun at vælge uddannelse i nedgangstider. Det skal være et fortløbende fokus og en integreret del af forretningsstrategien. Hvis du kun sender medarbejdere af sted i nedgangstider, så får du medarbejdere, der føler sig forpligtet til at deltage ? men ikke af lyst eller interesse. Det handler i høj grad om at motivere sine medarbejdere ? det får alle mest glæde af, slår Frank Stokholm fast.

Medarbejdernes erfaringer

I Kilde Automation har de både medarbejdere, der deltager i FVU-kurser, medarbejdere, der har været på et akademiuddannelsesmodul inden for projektledelse på den samlede Akademiuddannelsen i Innovation, Produkt og Produktion og flere, der er startet på en erhvervsuddannelse som voksne.  

Susanne, 56, og Peter, 58, har netop været på et fagmodul i projektledelse. Begge har været meget glade for det, og fortæller, hvordan de har fået et indblik i, hvor stor betydning projektledelse har i hverdagen i forhold til de processer, som alle medarbejderne er en del af.

Hvor Peter vælger at fortsætte til næste fagmodul på den samlede akademiuddannelse, vælger Susanne at tage de fagmoduler inden for uddannelsen, som hun mener, passer bedst til hendes position. Begge er de enige om, at det er en rigtig god oplevelse og erfaring:

– Projektledermodulet har åbnet vores øjne for, hvordan vi hver især spiller en afgørende rollen i forhold til det endelige produkt. Men man skal lige vænne sig til at komme tilbage på skolebænken, så det kræver, at man har en interesse for det, man skal undervises i. Men jeg har været glad for det og har mødt opbakning fra mine kollegaer. Jeg vil klart anbefale andre at springe ud i det. Man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt, fortæller Susanne.

Nikolaj på 26 har netop fået tilbudt en læreplads som automatiktekniker. Nikolaj blev ansat for to år siden.

– Jeg startede egentlig med at tage et el-kursus, så jeg kunne hjælpe til hos de udlærte automatikteknikere. Herefter tog jeg et luftkursus og så et hydraulikkursus. På den måde fik jeg lagt grundstenen i forhold til arbejdet med automatikken. Jeg besluttede, at jeg gerne ville starte som lærling, med da jeg lige havde fået barn og købt hus kunne det ikke hænge sammen økonomisk med en lærlingeløn. Men med støtten fra IKUF kan det nu lade sig gøre, og det er jeg rigtig glad for. Det, at virksomheden vil sætte tid og økonomi af til at uddanne mig, det betyder meget, og med IKUFs tilskud er det som et åg, der er blevet fjernet fra skulderen.

Uddannelse som rekrutterings- og fastholdelses strategi

Frank Stokholm er glad for både Susannes, Peters og Nikolajs prioritering og lægger ikke skjul på, at uddannelse er til alles fordel.

– Nikolaj blev f.eks. ansat for to år siden, og han kender virksomheden godt. Jeg er kun interesseret i, at han bliver her mange år, og med lærlingekontrakten har vi forpligtet os gensidigt. Det er også vigtigt at få mulighed for at træde nogle forskellige sko i samme virksomhed. Det giver medarbejderen et andet indblik i forretningen, og virksomheden skal ikke bruge et år på at lære en ny op. Det er både gavnligt for medarbejderen og for virksomheden, at medarbejderen løbende kan udvikle sine kompetencer.

– Tidligere var der en holdning til, at hvis man uddannede sine medarbejdere, så fandt de sig bare et nyt arbejde. Der er vi af en helt anden opfattelse nu, fortæller Jan Nygaard Christensen og fortsætter, – Når medarbejderne får lov og plads til at udvikle sig, så er det med til at fastholde dem.

At uddannelse ikke kun handler om fastholdelse men også kan være et spørgsmål om at tiltrække de rigtige kandidater har Frank Stokholm også fokus på.

– Jeg har lige skrevet et opslag på LinkedIn, hvor jeg fremhæver, at her prioriterer vi uddannelse. Jeg er meget interesseret i at vise omverdenen, at her er en virksomhed med muligheder. 

– Uddannelse er et fantastisk værktøj. Hvis virksomhederne vil være bedre, så bliver vi nødt til at gøre vores medarbejdere bedre. Jeg har netop underholdt Skive Kommunes Erhvervsråd i 1 ½ time om værdien af uddannelse. De klappede, da jeg var færdig. Om det var fordi jeg var færdig, eller fordi det var godt, det ved jeg selvfølgelig ikke, afslutter Frank Stokholm med et smil.

Foto: Kilde Automation