Skip to main content
Gå til nyhedsoversigt

24 medarbejdere har været på kursus sammen

Schneider Electric er en global virksomhed med 11 fabrikker i Europa, heraf ligger én i Ringsted. Virksomheden producerer stikkontakter og datastik, og lige nu deltager 24 af de 130 medarbejdere fra produktionen på fabrikken i Ringsted i FVU Digital.

Hos Schneider Electric har de gode erfaringer med brug af Aftalt uddannelse. Her fortæller Anne Kristiansen, HR Business Partner, og tillidsrepræsentant Jette Nielsen om mulighederne og erfaringerne med brug af Aftalt uddannelse.

Hvordan kom I i gang med FVU Digital og Aftalt uddannelse?

– Vi bliver hele tiden mere og mere digitale, og både virksomhed og medarbejdere havde et ønske om opkvalificering inden for det digitale område. Jeg kendte i forvejen til mulighederne inden for Aftalt uddannelse, så det var nærliggende at kontakte Peter Høier (Opsøgende konsulent i IKUF, red.), forklarer Anne Kristiansen, HR Business Partner.

Hvordan fungerer det i praksis?

– I praksis er de to hold på skift til undervisning tre timer ad gangen mandag til torsdag, og det fungerer godt. Da jeg har datoerne på forhånd, og vi kan planlægge, hvem der er på kursus, kan vi tilrettelægge produktionen uden de store logistiske udfordringer. Undervisningen foregår her på virksomheden, så det er meget overskueligt for alle, siger Anne Kristiansen

Vil I anbefale andre virksomheder at gøre brug af Aftalt uddannelse?

– Ja, helt bestemt. Samtidig med at det giver et vigtigt kompetenceløft til vores medarbejdere, som vi får glæde af som virksomhed, får vi også refunderet vores udgifter fra IKUF. Herudover er der god hjælp at hente omkring det praktiske hos både IKUF og VUC, der står for undervisningen. Det er et meget fleksibelt system, tilføjer Anne Kristiansen

Hvilke tilbagemeldinger har I fået fra medarbejderne?

Tillidsrepræsentant Jette Nielsen fortæller:

– Jeg deltager selv på kurset, og det fungerer virkelig godt. Vi startede 25, og der er én, der er hoppet fra, men det var ikke på grund af undervisningen. Vi deltager på tværs af afdelingerne i produktionen, og på den måde lærer vi både hinanden bedre at kende samtidig med, at vi har det virkelig sjovt. Vi har en fantastisk underviser. Det fungerer virkelig godt, at undervisningen foregår i virksomheden og i kortere forløb, enten i starten eller slutningen af arbejdsdagen. Vi glæder os altid til at skulle af sted.

Hvad giver det digitale kompetenceløft hhv. virksomheden og medarbejdere?

– For virksomheden handler det om, at medarbejderne får forståelse for de digitale værktøjer. Det handler ikke så meget om, at den enkelte skal blive bedre til Excel, men i højere grad om, at medarbejderne får en forståelse for at navigere rundt på en computer og selv afprøve værktøjerne i praksis. Vi bliver som nævnt hele tiden mere digitale og med opkvalificeringen får vi medarbejderne med på rejsen, siger Anne Kristiansen. Jette Nielsen tilføjer:

– De fleste af os, der er på kurset, er over 50 år, så selvom nogle er vant til at arbejde med IT, så er det ikke noget, vi har haft med helt fra skoletiden. Det er en stejl læringskurve. Som tillidsrepræsentant er jeg vant til at skrive og bruge en computer, men kurset har givet mig kendskab til programmer, som jeg i høj grad kan bruge i dagligdagen, både arbejdsmæssigt og privat. Før vi startede på FVU Digital kunne vi godt blive lidt benovede, når folk kom og præsenterede i PowerPoint ? det bliver vi ikke i samme grad længere, fortæller Jette Nielsen med et smil.

Foto: Schneider Electric