Hos Ole Almeborg og Jensen Denmark A/S har produktionen siden efteråret 2023 oplevet forbedring af flowet, større afveksling i opgaverne og færre frustrationer. Og det er der god grund til. Flere medarbejdere fra de to virksomheder deltog i efteråret, sammen med medarbejdere fra fire andre bornholmske virksomheder, i uddannelsesmodulet ’Produktionsoptimering fra Akademiuddannelsen Innovation, Produkt og Produktion med støtte fra TMKF.
Akademimodulet i produktionsoptimering foregik på Bornholms erhvervsskole og bestod af seks undervisningsdage og 2 virtuelle undervisningsdage med en produktionsingeniør fra Københavns Erhvervsakademi som underviser. I alt deltog 27 medarbejdere, heraf to ledere. Alle bestod den afsluttende eksamen.
Undervisningen foregik i samarbejde med virksomhederne Borntek, Beck Pack Systems, Hasle Refactories og KH Maskinfabrik, og det gav gode erfaringer og inputs til ens egne problemstillinger, fortæller produktionsleder hos Ole Almeborg, Simon Nielsen.
– Der var et godt sammenspil med de andre virksomheder, og vi havde en god pingpong med en masse konstruktiv kritik. For os gav det meget undervisningsmæssigt, at vi var fra mange virksomheder.
Fleksibelt forløb og indvirkning på arbejdsgangene
Dette nikker Mai Starup genkendende til. Hun er smed og sidder i kvalitetsafdelingen hos Jensen Denmark A/S:
– Det var fedt at sparre med nogen, som man ikke er under samme tag med til daglig. Det var spændende at høre andres problemer, og hvordan de ville løse dem. Så selvom vi producerer forskellige ting, så kunne vi godt lære af hinanden.
I det hele taget var Mai Starup meget tilfreds med forløbet og det faktum, at det var delvist online. Det betød, at hun nemmere kunne passe arbejde og børn og så lave opgaverne, når hun var hjemme og havde tid. Ikke nok med det, så har Mai Starup efterfølgende mærket en betydelig forbedring i arbejdsgangene:
– Vi lærte et optimeringsværktøj at kende, som vi har kunne bruge direkte i produktionen. Det har fået produktionstiderne ned og skabt et bedre flow, hvor vi undgår en prop i produktionen.
Og modulet har også haft en positiv indvirkning på samarbejdet med kollegaer, som ikke var med på uddannelsesforløbet, fordi det har løsnet nogle gnidninger op. Vi har kunne omfordele nogle opgaver, som nogen kæmpede med, fordi de ikke havde plads, fortæller Mai Starup. Det betyder også, at folk ikke altid laver de samme ting og bliver trætte af det.
Forbedret flow og indhentet tid
Samme oplevelse har de haft hos Ole Almeborg, hvor de efter uddannelsesforløbet nu arbejder ud fra nogle nye tankegange, som har vakt interesse hos de medarbejdere, som ikke deltog i modulet.
– De smede, som jeg havde med på modulet, er forholdsvis nyuddannede. De smede, som ikke var med på modulet, har været her i 30-40 år, men kan sagtens se ideen i at skabe bedre flow i vores arbejdsgange, og det har faktisk skabt en interesse hos dem.
Derudover så har undervisningen i optimering haft en konkret indvirkning på flowet.
– Hver eneste gang vi starter et nyt projekt, så tænker vi på, hvordan vi kan skabe et optimeret flow. Vi bruger en time eller to i starten, men det sparer så meget tid på sigt. Vi lavede et lille projekt, hvor vi allerede kunne se, at vi havde indhentet en masse tid. Det er meget motiverende, siger produktionsleder Simon Nielsen.
Til næste gang ønsker Mai Starup og Simon Nielsen begge et forløb, som strækker sig over lidt længere tid, hvor der er mere tid til at passe sit arbejde ved siden af og mere tid til at gå i dybden med indholdet. For der bliver stensikkert en næste gang, fortæller Simon Nielsen.
– Vi har ikke gjort os meget i uddannelsestilbud før. Det er noget, vi er begyndt på for alle medarbejdere fra gulvet af og op. Jeg vil helt sikkert argumentere for at sende flere folk afsted på samme kursus, hvis vi får muligheden. Al viden er nyttig viden, og hvis man kan gøre en forskel, så skal man gøre det.